ZigaForm version 5.0.5

Det offentlige elsker Poul Schmith som konkursadvokat

Søg

Staten har i høj grad sikret advokatfirmaet Poul Schmith, Kammeradvokaten, millionindtægter. Det bliver bekræftet i udkast, Indblik.net er kommet i besiddelse af.

Af Lars Abild, redaktion@indblik.net

Den årlige omsætning, når det kommer til at rydde op i konkursboer, er cirka 7 procent af den samlede omsætning i advokatbranchen, og det svarer til 1.000 mio. kr. – altså en mia. kr. Og konkurs er et vigtigt område for de helt store:

”Specielt for de større advokatfirmaer er konkurs et område, der fylder meget. For tre ud af fem af de advokatfirmaer, der omsatte for over 600 mio. kr. årligt, var konkurs således ét af deres specialer, som genererede størst omsætning.”

Citatet er fra en rapport, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ved at færdiggøre om ’Konkurrence i advokatbranchen’. Indblik.net er kommet i besiddelse af udkastet på knap 300 sider fra den ellers fortrolige rapport, og tallet på en milliard kroner er baseret på data fra 2018.

Og konkurrence er der ikke altid meget af. Således fastslår rapporten:

”Gældstyrelsen har dog i perioden 1. maj 2019 – marts 2020 haft i alt 50 komplicerede konkursboer. For alle de 50 komplicerede konkursboer i perioden er der udpeget en advokat fra Advokatfirmaet Poul Schmidt (staves egentlig Poul Schmith, red.) til kurator.”

Ofte er den pågældende advokat Poul Schmith-partneren Boris Frederiksen.

Virksomheders død er guld for advokater
At de store advokatvirksomheder dybest set er voldsomt afhængige af, at virksomheder dør, er ikke helt nyt. Det nye er, at Konkurrencestyrelsen lægger ukendte tal frem: I perioden 2014-2018 var der gennemsnitligt 5.658 konkurser om året, fremgår det.

De fleste konkurser finder sted i virksomheder med en omsætning på under en million. I rapporten er tallet opgjort til 75 pct. – med andre ord et ukompliceret konkursbo.

Et konkursbo skylder ofte penge til det offentlige i form af ubetalte skatter og moms, og det betyder, at det tit er det offentlige, der begærer konkursen, typisk Gældsstyrelsen under Skatteministeriet. Ministeriet foreslår så Skifteretten, hvem der skal være bobestyrer og rydde op i konkursen. Og skifteretten følger som regel kreditors anbefaling.

Tallene fra rapporten viser, at: ”I perioden 1. maj 2019 – april 2020 har Gældstyrelsen været konkursrekvirent i 1.110 sager. I 190 af disse sager er det en advokat fra advokatfirmaet Poul Schmith, der er blevet kurator. Der foreligger ikke tal for, hvorledes de 1.100 sager fordeler sig mellem ukomplicerede og komplicerede konkurssager …”

Det er lig med, at Danmarks største advokatkontor Advokatfirmaet Poul Schmith, som ifølge CVR-registret i juli 2020 havde 636 ansatte, fik cirka 17 pct. Advokatfirmaet Poul Schmith er også statens faste advokat – Kammeradvokaten – der i 2019 sendte fakturaer til staten på 531 mio. kr. Tallet for i år kan blive større.

Kammeradvokatens funktion som statens advokat har ikke noget med advokatfirmaets virksomhed som kurator at gøre. Der er tale om ”privat” advokatarbejde, som naturligvis også kan udføres af andre advokater.

Det er ikke staten, men konkursboets aktiver, der betaler advokaternes løn, og det offentlige har ikke et overblik over, hvilken omsætning det store advokatfirma har ved at udføre kuratorarbejde.

Finansminister Nicolai Wammen (S) svarede Folketinget i november 2019: ”… Afslutningsvis bemærkes, at kuratorarbejde, udført af advokatfirmaet Poul Schmith, ikke udføres i henhold til Kammeradvokataftalen, hvorfor Finansministeriet ikke har adgang til oplysninger om størrelsen af de kuratorsalærer, som Advokatfirmaet Poul Schmith modtager.”

Som det fremgår af rapportudkastet, er det ingen steder gjort op, hvor mange der er af de såkaldt komplicerede konkurser, men Konkurrencestyrelsen skriver, at ”skønsmæssigt” udgør de ukomplicerede 95 pct.

Masser af arbejde for kurator 
En kompliceret konkurssag er ikke en objektiv størrelse, men kan beskrives som en sag, hvor der stilles særlige krav til den juridiske bistand, og hvor der er behov for bistand til forberedelse af sagen. Eller med andre ord de typisk store konkursboer, der også typisk tager lang tid – til tider flere år at udrede. Det er lig med fast arbejde for de pågældende konkursadvokater i en længere periode.

Når det kommer til, hvem det offentlige gerne ser som kurator i det resterende fem procent – de komplicerede konkurssager – peger Gældsstyrelsens pil mod en klar vinder – Advokatfirmaet Poul Schmith.

I udkastet til rapporten står: ”For komplicerede konkursboer tilkendegiver Gældsstyrelsen, at den som udgangspunkt vil indstille en advokat fra Poul Schmidt…”

Tilkendegivelsen viser, at Advokatfirmaet Poul Schmith har et faktisk monopol som skattevæsenets advokat. For som der videre står:

”Gældstyrelsen har dog i perioden 1. maj 2019 – marts 2020 haft i alt 50 komplicerede konkursboer. For alle de 50 komplicerede konkursboer i perioden er der udpeget en advokat fra Advokatfirmaet Poul Schmidt til kurator.”

Styrelsens rapport har blandt som formål at undersøge, om man kan øge konkurrencen i hele advokatbranchen, og umiddelbart virker de komplicerede advokatsager som et oplagt sted at tage fat. I første omgang skriver styrelsen om de nærmest automatiske valg: ”Det begrænser konkurrencen om disse opgaver, men kan eventuelt understøtte en ligebehandling og ensartethed i bobehandlingen i de pågældende sager.”

Be the first to comment

Leave a comment

Your email address will not be published.


*