Når fire større håndværksfirmaer fortæller, at nu mødes de for at udveksle ideer og projekter, skurrer det i mine ører. Når de samtidig har behov for at fortælle, at de er konkurrenter og, at det ikke er en lukket klub, bliver det kun værre.
Det har igennem årene vist sig, at det typisk er forløbere for et kartel. Priserne går en vej og kreativiteten den modsatte, når man ved, hvad de andre laver og har planer om.
I Journalisten 23. juni kaldes det, at: ”TV 2-regionerne i Nordjylland og på Fyn vil sammen med Jysk Fynske Medier og Det Nordjyske Mediehus styrke den lokale journalistik ved at dele indhold.” og ”TV 2 Nord og Nordjyske er de fremmeste rivaler på nyhedsområdet i Nordjylland.”
Det skal foregå således: ”Alligevel indgår de fire mediehuse nu et samarbejde, hvor både chefer og journalister skal sidde ved samme bord, udveksle erfaringer, udvikle idéer og endda samarbejde om journalistikken.”
Ja, kartellets karakteristika.
Falck skandalen er et ypperligt eksempel på, hvordan medier på Fyn blev styret rundt i manegen, da Falck ansatte tre kommunikationsfirmaer, der uden betaling naturligvis, havde en mængde dårlige historier om konkurrenten Bios med i ærmet. Og eksempelvis hjalp medierne med indsigt i regnskaber, de ikke selv kunne finde ud ad. En rigtig god kilde.
Falck var med på sidelinjen og godt informeret om, hvor journalisterne ville hen i morgen og dagen efter. Det er en stor fordel, hvis man som virksomhed skal bruge det til politisk pres – og det skulle Falck.
Udover, at de kommende frokostmøder bliver en uskøn blanding af offentlig og privat kapital, forstår jeg ikke, hvor de private medier vil hen. Jeg ved, at journalister ikke må tænke på mediets økonomi – eller næsten – men når jeg kan få historierne gratis på TV 2, hvorfor skulle jeg så overveje at købe en lokalavis. En løsning kunne være lidt planlægning om, hvem der skal have den og den del af kagen.
Helt galt går det, når Mikael Justesen, der er direktør for TV 2 Nord, i Journalisten siger: ”Det kommer til at give et enormt løft, at vi kan sidde sammen og diskutere, hvordan vi kan styrke den lokale journalistik. Hvis vi puljer vores ressourcer i eksempelvis graverprojekter, giver det helt nye muligheder.”
Hvis det er en god ide, synes jeg, man skal ”pulje ressourcer” til graverprojekter fra henholdsvis DR, TV 2 og JP Politikens Hus. Tag evt. Berlingske med for en sikkerheds skyld. Det her skal være stort – og vil også åbne mulighed for at fyre nogle journalister, de skal jo ikke alle sidde og lave det samme.
Hvis en borger eller en virksomhed blev udsat for skyts fra et kommende ”pulje” graverprojekt fra et mediemonopol – regionalt eller nationalt – vil jeg tro, at fornemmelsen af indspisthed i befolkningen bliver større, end tilfældet er i dag. Hvem skal man gå til for at forsvare sin sag. På den anden side, journalister tager aldrig fejl – eller næsten – så egentlig er det en teoretisk problemstilling?
Det undrer mig, at Journalisten ikke kan finde på et eneste kritisk spørgsmål og undre sig over, hvorfor der er så meget behov fra mediernes side for at sige, at vi er konkurrenter.
I min optik er det en ommer, men hvis Mikael Justesen fortsat vil dele frokosterne med sine konkurrenter, så gør det så transparent, at mødereferaterne bliver offentligt tilgængelige.
Lars Abild er journalist