Mens De lige holder fast i spørgsmålet, vil jeg bringe Dem gennem noget basal strafferet og begreber i forbindelse med denne: begreberne forsæt. Og uagtsomhed.

Forstår De, forudsætningen for at blive dømt som kriminel i et retssamfund er typisk, at man enten forsætligt har begået en forbrydelse. Det vil altså sige, at man populært sagt har gjort det med vilje. Eller at man har gjort det uagtsomt – typisk groft uagtsomt. Det vil her sige, at man ikke har iagttaget den omtanke, der skulle til i bestemte situationer. At man kort og godt ikke har tænkt sig om.

Man skal have ønsket at begå en forbrydelse eller burde have set, at man begik en forbrydelse. Er dette ikke tilfældet, kan man ikke dømmes. Skal vi komplicere det en kende yderligere, er det ikke sådan, at ukendskab til loven kan frikende for en forbrydelse. Men som sagt: Den skal kunne tilregnes nogen. En forbrydelse er ikke en abstraktion. Der er et menneske – eller flere – der kan knyttes an til den. Og som typisk skal have ønsket at begå den. Eller i hvert fald burde have vidst, at man begik den.

Vi vender nu tilbage til Thomas Borgen. En populær og åben direktør for Danske Bank. Danmarks største bank og en systemisk bank. En bank samfundet har vurderet, Danmark ikke kan tåle falder sammen. Den vigtige placering var Borgen bevidst om. Han genoprettede bankens ry, rygte og habitus efter finanskrisen, luftede ud i direktionslokalerne og bragte frisk luft ind. Han udviste åbenhed overfor medierne, deltog i den demokratiske offentlige samtale og takkede ja til at være med i regeringens disruptionsråd i bevidstheden om, at der pålå ham og hans bank et særligt ansvar for det danske samfunds velbefindende i almindelighed og finansielle stabilitet i særdeleshed.

Alt dette gik, som det gik, indtil nærværende avis afdækkede den såkaldte Danske Bank-skandale. En skandale som handlede om hvidvask i en estisk afdeling i Danske Bank. Jeg har stået udenfor den pågældende filial i Tallinn. Et stykke udenfor bymidten. En let kønsløs bygning. Der skulle udløse dommedagsoverskrifter og den indtil da største hvidvaskskandale i den danske og den internationale offentlighed.

På et givent tidspunkt fældede det Danske Banks direktør. Han tog sit gode tøj og gik. I kølvandet på den historie blev han forfulgt for de penge, banken udbetale ham efter hans fratræden. Og nærværende avis’ triumferende journalistkorps fik en Cavlingpris – til ledelsens store jubel og egen anprisning på lederplads.

Så hvad er der sket siden?

I april måned meddelte den danske anklagemyndighed og Bagmandspolitiet, at den frafaldt alle anklager mod Thomas Borgen: »Det er SØIK’s samlede, juridiske vurdering, at der ikke er beviser for, at nogen enkeltpersoner har udvist uagtsomhed i en sådan grad, at den kan karakteriseres som grov, og at de dermed har overtrådt lovgivningen,« hed det i den lakoniske meddelelse. Konfronteret med dette udsagn, lod dele af offentligheden vide, at det bare skete som følge af mangel på beviser – underforstået, at naturligvis var Borgen skyldig.

Men det er ikke rigtigt. Jeg har talt med strafferetsprofessor Jørn Vestergaard om det. Det er ikke, hvad anklagemyndigheden siger. Den siger derimod, at der ikke er grundlag for at gøre strafansvar gældende mod Borgen. Der står ikke, at man har ledt forgæves efter fældende beviser. Der står derimod, at der ikke ER fundet beviser for en lovovertrædelse. Efterforskningen har med andre ord vist, at der ikke er nogen forbrydelse at anklage Borgen for.

I august måned har vi fået at vide, at en amerikansk appeldomstol nu har afvist en række store aktionærers søgsmål mod Danske Bank. Ritzau kunne berette, at de tre dommere havde konkluderet, at »hvidvask i en enkelt afdeling i Estland ikke alene kan slå fast, at Danske Bank har gennemført en plan om bedrag for at snyde investorer.« Det fremgår også, at »anklager mod Thomas Borgen … er samtidig frafaldet ved retten i USA.«

Så hvad er realiteten? Realiteten er, at en række udspekulerede internationale forbrydere har misbrugt det internationale banksystem – herunder Danske Banks filial i Estland – til at begå finansielle forbrydelser. Og at disse forbrydelser er udført så snedigt, at den daværende bankdirektør i Danske Bank ikke på nogen måde kan anses for, hverken forsætligt eller uagtsomt, at have nogen andel i skylden for, at dette er sket – tværtimod var han et offer for en forbrydelse. Der er lovgivning, der kan straffe de mennesker i banksystemerne, der enten har vidst eller burde have vidst, at der blev begået forbrydelser. Men intet af dette har været tilfældet i forhold til personen Thomas Borgen.

Og her kommer så mit spørgsmål: Hvornår har de ansvarlige på nærværende avis tænkt sig at anerkende, at Borgen blev udsat for en forbrydelse? Hvornår har man tænkt sig at beklage over for ham, at man uretmæssigt hængte ham ud, forfulgte hans ære og velfærd i en grad, så han måtte opsige sin stilling? Hvornår har man tænkt sig at tilbagelevere den Cavlingpris, en savlende selvglad journaliststand gav sig selv og sige: Undskyld, det var en fejl?

Søren Pind er bestyrelsesformand og fhv. folketingsmedlem og minister for Venstre

Svar fra Berlingskes chefredaktion:

Berlingske har på intet tidspunkt uretmæssigt hængt Thomas Borgen ud. Berlingske har heller ikke insinueret eller påstået, at Thomas Borgen burde ifalde strafansvar. Berlingske har til gengæld dokumenteret, at Danske Bank i massivt omfang brød hvidvaskreglerne. Det samme har Finanstilsynet og Danske Banks egen advokatundersøgelse fastslået. Finanstilsynet og Danske Banks advokatundersøgelse har også konkluderet, at den tidligere ledelse – herunder Thomas Borgen – i vidt omfang ikke levede op til sit ansvar. Derfor valgte bankens aktionærer at udskifte ledelsen.