Indblik.net har valgt at anonymisere de personer og virksomheder, der er nævnt, i en korrespondance mellem Berlingske og Banedanmark, men svarene fra Banedanmark viser, at avisen har fat i den lange ende.
Ordregiver og leverandør skriver tilbud i fællesskab
Den statslige institution er den helt store og afgørende indkøber på jernbanen i noget, der minder om et de facto monopol, og derfor kan det være en god ide, at man som leverandør er på god fod med skinneforvalteren. Men det kan også gå for vidt.
Der beskrives i korrespondancen en situation, der angiveligt er den omtalte: ”… bistand til tilbudsskrivning ud over det tilladte”, som er nævnt i præsentationen til Trafikudvalget.
Først sender en privat leverandør, der samlet har faktureret Banedanmark for knap 800.000 kr. inklusive moms, et forslag til en tilbudstekst til en ansat i Banedanmark. Det bliver skrevet om af medarbejderen og sendt retur til leverandøren blandt andet med teksten om, at leverandøren, som bor i Midtjylland, må have god fornøjelse med arbejdet.
”Er denne arbejdsmetode i overensstemmelse med retningslinjerne Banedanmark?”, lyder spørgsmålet: ”Nej, den beskrevne fremgangsmåde er ikke i overensstemmelse med, hvordan Banedanmarks medarbejdere bør samarbejde med eksterne samarbejdspartner. Banedanmarks medarbejdere skal følge reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven, statens indkøbsregler og Banedanmarks interne regler for udbud og indkøb. Desuden gælder retningslinjerne om god adfærd i det offentlige. Medarbejderne skal yde relevant vejledning på egne fagområder inden for disse rammer, men den beskrevne situation går ud over vejledningsopgaven.”
Der bliver også spurgt til, om den pågældende medarbejder på forhånd har mandat til at love den samme leverandør flere opgaver: ”Nej. I Banedanmark skal der altid være minimum to personer involveret i et indkøb/tildeling af kontrakt, hvoraf den ene er ydelsesgodkender, og den anden er den budgetansvarlige. XX (Virksomhedens navn er anonymiseret red.) blev efterfølgende (fra dateringen af bilaget) tildelt forskellige opgaver vedr. Tommerup station, Stuer station, strækningen Langeå-Struer m.v.”.