Crouse så en væsentlig historie, som ingen før havde fortalt. “Efter nogle få dage med kampagnebussen kunne jeg se, at reporterne selv kunne blive en fremragende historie,” noterede han. Crouses bog bidrog til udviklingen af en ny genre i amerikansk journalistik: kritisk undersøgelse af medieverdenen, en genre som er stort set ukendt i Danmark, og som betyder, at danske medier trods deres enorme magt sjældent bliver stillet til ansvar for deres journalistik. Hans bog beskrev de mekanismer, som gør, at den ene eller anden historie får opmærksomhed, mens andre ignoreres; hvordan alle løber efter den samme historie og i deres jagt er styret af samme syn på verden. De amerikanske journalister, der dækkede valgkampen, rejste måned efter måned i de samme busser og fly, de spiste og drak sammen, de gamblede sammen, og de delte notater. Det skabte en fælles referenceramme med en gruppefølelse og ensretning, der hvis man ikke vidste bedre kunne få én til at tænke på meningstyranniet i en sekt.
Flokjournalistik
“Flokjournalistik” (pack journalism), kaldte Crouse det. Han lagde mærke til, at alle reportere havde travlt med at fordømme flokjournalistikken, også dem, der var en del af flokken, for det var i strid med deres selvopfattelse som uafhængige og kritiske reportere. Ingen kunne få sig selv til at sige noget pænt om den form for journalistik, men de praktiserede den alligevel dag ud og dag ind. For de havde familier, der skulle brødfødes, og ambitioner, der skulle tilfredsstilles, så de foretrak at holde sig til flokken og ikke at foreslå redaktørerne derhjemme vinkler på en historie, som adskilte sig fra nyhedsbureauernes og som kunne så tvivl om etablerede sandheder blandt kollegerne.
Crouse var også vidne til, hvordan flokjournalisterne yndede at demonstrere deres magt over for letvægtskandidater; politikere der ikke kunne manipulere reportere og redaktører, ikke kunne styre en professionel PR-maskine eller forhindre læk fra deres stab eller fra andre kilder; politikere der således demonstrerede svaghed og sårbarhed, og derfor mistede flokjournalisternes respekt. Flokken trak disse tabere gennem sølet som klassens klovn.
Manglende kritik i hvidvasksagen
Danske mediers dækning af hvidvasksagen mod Danske Bank og af Bill Browder, manden bag affæren, er et klassisk eksempel på flokjournalistik, hvor medierne er løbet i samme retning, og hvor ingen har set med kritiske briller på Berlingskes dækning af sagen og på Browder (med en enkelt undtagelse sent i forløbet), selv om alle er enige om, at det er en sag med vidtgående konsekvenser for både Danske Bank og Danmark.
Da Steen Thomsen, professor på CBS, i september 2018 i en kronik i Børsen tog til genmæle mod det, han så som et skræmmende eksempel på flokjournalistik i dækningen af Danske Bank, fik han ørerne i maskinen. Ifølge Thomsen var der tale om en af de mest ensidige dækninger i dansk erhvervshistorie. “Der er noget uhyggeligt og selvforstærkende ved den slags mediesager, hvor kritikerne flokkes om at slå på dem, der ligger ned. De hidser hinanden op, indtil medieomtalen i sig selv bliver et selvbekræftende, socialt faktum,” skrev han.
Det skulle han ikke have gjort. Thomsens kritik af flokjournalistikken udløste en shitstorm drevet af Berlingskes kolleger i branchen. Thomsen havnede på forsiden af Magisterbladet portrætteret som en edderkoppelignende mafiaboss med mistænkelige forbindelser til landets største virksomheder. I Djøf-bladet erkendte professoren senere, at han ikke ville have skrevet sin kronik, hvis han havde kunnet forudsige reaktionerne. Han blandede sig derefter ikke mere i debatten.
Danske Bank-forbindelser
Var shitstormen fortjent? Det er den slags sjældent, uanset hvor berettiget kritik kan være. Det var selvfølgelig relevant at oplyse om professor Thomsens forbindelser til Danske Bank, og det ville have tjent hans sag, hvis han selv havde gjort opmærksom på dem, sådan at læserne havde mulighed for at tage stilling til hans kritik på det grundlag. De, der fremhæver denne nødvendige og vigtige præmis, har imidlertid ikke insisteret på samme fremgangsmåde over for Bill Browders og Berlingskes behandling af Danske Bank.
Det ville kræve samme kildekritiske blik på dem og føre til spørgsmål som: Hvad er relationen mellem Browder og Berlingske, hvad er Browders motiver og baggrund, har han været involveret i andre sager, og har Berlingske ladet sig bruge som Browders nyttige idiot? Hvorfor har Berlingske ikke skrevet en linje om Browder, der kunne bidrage til et mere nuanceret billede af hans motiver og baggrund. Berlingske har som de fleste medier foretrukket ukritisk at viderebringe Browders fremstilling af sig selv som en uselvisk menneskerettighedsforkæmper og hvidvaskjæger på barrikaderne for en bedre verden. En fortælling som mange politikere også har ladet sig besnære af.
I den forbindelse er det på sin plads at spørge: Hvordan kan det på den ene side være relevant at oplyse om professor Steen Thomsens forhold til Danske Bank og erhvervslivet i det hele taget, men irrelevant at undersøge Browders motiver og hans rolle i Berlingskes dækning af banken og hvidvasksagen?
Denne bog er det første systematiske forsøg på at gå Browders historie efter i sømmene. Uden overdrivelse kan man konstatere, at der er noget at komme efter.
Er Berlingske Browders nyttige idioter?
Bogen kaster lys over sider af Browders virke, som er ukendte for danske mediebrugere, men som ikke desto mindre er tilgængelige for alle, der går til primærkilderne. Det gælder Browders lyssky forretninger i Rusland, hans tvivlsomme forretningspartnere og dom for skattesvig, hans usandheder om skatterådgiver og revisor Sergej Magnitskij, der døde i et russisk fængsel i 2009, men som i strid med Browders påstande ikke var hans advokat, ikke var whistleblower og ikke blev dømt posthumt for skattesvig; om end en russisk domstol som led i behandlingen af en rehabiliteringssag fastslog, at Magnitskij havde begået skattesvig. Alene Browder blev dømt i den sag. Hans påstand om, at Magnitskij blev dømt posthumt skulle bruges til at manipulere medierne, så de kunne fortælle, at selv under diktator Josef Stalin, der havde millioner af uskyldige menneskers liv på samvittigheden, blev folk ikke dømt posthumt. Men det sker under Vladimir Putin. Det er klassisk Browder og en del af hans i øvrigt helt legitime kampagne for ikke at blive udleveret til Rusland.
Et af de spørgsmål, som forfatterne rejser, men som Berlingske ikke har ønsket at svare på, gælder relationen mellem Browder og Berlingske. Det er vigtigt. Ikke mindst fordi Browder selv ved flere lejligheder har talt om sit “samarbejde” med Berlingske, senest i en tale i Europa-Parlamentet i januar 2019, men også fordi Browders brug af medierne til at fremme sit budskab er nøje gennemtænkt og rejser principielle spørgsmål om forholdet mellem medier og retsstat. Efter mere end ti års international kampagne har ingen af Browders mange politianmeldelser om hvidvask af kriminelle penge af russisk oprindelse ført til en eneste domfældelse, mens ganske mange mennesker, senest flere nordiske bankers ledelse er blevet fældet af den folkedomstol, som Browder med mediernes hjælp har præsenteret over.
Som forfatterne konkluderer: Ifølge folkestemningen havde Danske Bank med et gustent motiv og åbne øjne været med til at hvidvaske 1.500 milliarder kroner og tjent kassen på sine kriminelle aktiviteter. Det var derfor ganske forståeligt, at En-hedslistens tidligere finansordfører på Folkemødet i sommeren 2019 roste Berlingske for “afdækningen af hvidvask i Danske Bank,” og derpå tilføjede: “Det kan man jo ikke undgå at rose jer for. Og når vi i de kommende år får sat nogle bankdirektører bag tremmer, så kan vi sende en venlig hilsen til Berlingske.”
Manglende dokumentation for hvidvask
Sagens finere nuancer, såsom at Berlingske ikke havde dokumenteret et eneste tilfælde af hvidvask, men “blot” henledt offentlighedens opmærksomhed på mistænkelige bevægelser af penge gennem den estiske filial og manglende overholdelse af procedurer for at forhindre potentiel hvidvask, og at der ikke var påvist et eneste tilfælde af kriminel aktivitet hos bankens ledelse, fortabte sig i sensationernes tåger. Ikke mindst fordi Berlingske selv ofte undlod at tage nødvendige forbehold i sine artikler og rask væk fastslog, at man havde dokumenteret hvidvask. Det var også i Browders interesse, men bestemt ikke i Danmarks, uanset de fejl og mangler Danske Bank har på samvittigheden.
Allerede i 2002, mens Browder stadig tjente store penge på tvivlsomme skemaer og transaktioner i den russiske jungleøkonomi, fastslog han, at den mediedrevne folkedomstol var langt mere effektiv end retsstaten. I virkeligheden var udfaldet af en retssag – Browder havde allerede dengang ifølge ham selv været involveret i 32 retssager – ikke så vigtigt, for Browders alliance med medierne betød, at han på forhånd havde vundet slaget om den offentlige opinion. Han satte dagsordenen i medierne, når en sag blev bragt op, mens de færreste fastholdt opmærksomheden, når der måneder eller år senere faldt en afgørelse ved domstolene, som pegede i en anden retning.
Den fremgangsmåde er selvfølgelig legitim og af og til på sin plads, ja ligefrem nødvendig, fordi systemer og institutioner fejler, men det stiller krav til mediernes indsigt i de sager, de får serveret på et fad, og den indsigt og dybere forståelse lader ofte en del tiltage at ønske. Det indså Browder allerede dengang, og han forstod at udnytte det til gavn for sin sag. Han forklarede:
“Man må forstå, at pressen ikke kender historierne, at de ikke har evnen til at forstå de komplicerede aktiviteter eller har råd til at foretage researchen. Vi har investeret en masse penge. Vi er berørt. Vi kan afsætte ressourcer til at gøre, hvad der kræves for virkelig at forstå, hvordan tingene hænger sammen.”
Med den forhistorie presser et spørgsmål sig på: Hvad indebærer Browders “samarbejde” med internationale medier og herhjemme navnlig med Berlingske, og hvad har Berlingske gjort for at sikre sig, at man ikke er endt som en brik i Browders spil? Det er et vigtigt spørgsmål, som offentligheden fortjener svar på i lyset af de konsekvenser, som Berlingskes dækning af sagen har haft.
Samarbejde eller hovedkilde
Lad mig give et konkret eksempel, som illustrerer, hvorfor den slags spørgsmål er relevante for forståelse af relationen mellem Berlingske og Browder. Den 3. juli 2018 fortalte avisen i en kioskbasker af en historie, at man var kommet i besiddelse af kontoudtog fra yderligere 20 selskaber med konti i Danske Banks estiske filial i perioden fra 2007 til 2015, som afslørede mistænkelige pengebevægelser. Ifølge Berlingske var 28 milliarder kroner blevet ført gennem disse konti. Berlingske undlod at fortælle sine læsere, at dokumenterne, som dannede grundlag for historien, stammede fra Browder, som tilmed optrådte som kilde i historien. Den følgende dag, den 4. juli 2018, stillede avisen så sine spalter til rådighed for “hvidvaskjægeren” Browder, så han endnu engang kunne udbrede sin fordrejede fortælling om sin revisor og skatterådgiver Sergej Magnitskijs kranke skæbne. Historien blev citeret vidt og bredt – også internationalt.
Læserne fortjener at få en forklaring på, hvor grænsen går mellem et samarbejde med redaktionen og at bidrage som kilde til historier. Hvad er definitionen på de to ting, og hvorfor ser Berlingske og Browder forskelligt på hans medvirken? Hvis der er tale om et samarbejde, har Browder så en del af æren for Berlingskes Cavling-pris? Har han bidraget med research, dokumenter og analyser, som har været afgørende for Berlingskes afsløringer?
Usand Cavling-påstand
Som nævnt fik Berlingske i januar 2019 dansk journalistiks fornemste anerkendelse, Cavling-prisen, for sin dækning af Danske Banks hvidvasksag. Ifølge Cavling-komitéens formand, Kaare Sørensen, havde Berlingske dokumenteret hvidvask for syv milliarder kroner i marts 2017, derpå for yderligere 18 milliarder i september samme år, mens man i sommeren 2018 med Browders direkte hjælp nåede op på hele 53 milliarder kroner. Samlet set, fastslog Cavling-komitéens formand, var det bedste bud “noget i retning af 1.500 milliarder kroner, der potentielt er blevet hvidvasket gennem en lokalafdeling af Danske Bank i Estland.”
Det lyder jo ganske imponerende, hvis det altså var sandt. Cavling-formandens påstand om de 1.500 milliarder kroner vidner om, at han simpelthen ikke har sat sig ind i sagerne (for nu at sige det pænt), for påstanden indebærer, at hver eneste krone, der løb gennem den udenlandske portefølje i den estiske filial havde kriminel oprindelse, og det ville nok selv Enhedslistens finansordfører sætte spørgsmålstegn ved.
Ifølge Andrej Movtjan, økonom ved den amerikanske tænketank Carnegie, og Leonid Bershidskij, kommentator hos Bloomberg, begge med en fortid i den russiske banksektor, handler mange af de transaktioner, der er identificeret som mistænkelige, i virkeligheden om at bringe lovligt tjente penge i sikkerhed, så korrupte myndigheder og kriminelle grupper i lande som Rusland, Aserbajdsjan, Moldova og Ukraine ikke har kunnet lægge hånd på dem. Det er også grunden til, at mange udnævner servitricer eller gårdmænd til nominelle direktører eller ejere af deres selskaber. Det er klassisk kapitalflugt, ikke hvidvask, men omfatter givetvis også skatteunddragelse af betydeligt omfang.
Alt dette er ikke det samme som at sige, at hvidvask ikke har fundet sted. Det er sandsynligt, at ganske mange af de penge, der gik gennem Danske Banks estiske filial, stammede fra kriminalitet. Men bortset fra Browder har ingen ofre endnu slået alarm over, at penge er blevet vasket hvide ved hjælp af Danske Bank. Til gengæld gjorde den russiske centralbank gældende, at den russiske stat kunne blive snydt for told og skat. I land efter land, hvor Browder har indgivet politianmeldelse for hvidvask, bliver sager lukket, uden at der rejses anklager, endsige fældes domme. Forfatterne giver flere eksempler, mens der løbende kommer nye til. Senest fra Finland.
Henvisning til Bruun & Hjejle
Berlingske har i skrivende stund – midten af juni 2019 – endnu ikke dokumenteret et eneste tilfælde af hvidvask. Den opfattelse deles tilsyneladende nu også af avisen, for da denne bogs forfattere bad Berlingske give et bud på, hvor mange milliarder kroner, der er blevet hvidvasket ved hjælp af Danske Banks estiske filial, valgte avisens erhvervsredaktør Peter Benson at henvise til Bruun & Hjejles advokatundersøgelse af sagen, ikke til Berlingskes egen dækning.
“Det bedste bud på det samlede omfang af mistænkelige transaktioner gennem non-resident porteføljen i Danske Banks estiske filial finder du i Bruun & Hjejles advokatundersøgelse af sagen,” skrev erhvervsredaktør Benson i en mail.
Måske Bruun & Hjejle skulle have haft Cavling-prisen i stedet for Berlingske?
Da Danske Bank i sin tid hyrede Bruun & Hjejle til at gennemføre undersøgelsen, blev beslutningen i øvrigt kritiseret med henvisning til, at advokatfirmaet havde udført andre opgaver for Danske Bank, og derfor ikke kunne betragtes som uvildig. Nu fremhæves undersøgelsen som den ultimative autoritet. Berlingskes erhvervsredaktør abdicerer også fra avisens egne, gentagne påstande om at have dokumenteret hvidvask. Nu siger han, at avisen alene har identificeret “mistænkelige pengestrømme”, “som eksperter vurderede kunne være hvidvask.”
Hvis Kaare Sørensens ord om, at Berlingske fik Cavling-prisen for afsløring af hvidvask står til troende, så må man konkludere, at prisen strengt taget blev tildelt på et falsk grundlag, for Berlingske har ikke dokumenteret hvidvask. Det har Bruun & Hjejle i øvrigt heller ikke, og det skyldes, at hvidvask er svært at bevise. Al Capone blev som bekendt aldrig dømt for hvidvask, selv om han havde tjent gigantiske summer på spiritusforbuddet i 1930’ernes USA. Han blev i sidste ende knaldet for skattesvig.
Hvorfor gentog Berlingske gang på gang, at man havde dokumenteret hvidvask, når det ikke var tilfældet? Er det den måde, journalistik bedrives på nu om stunder? Er medierne ikke længere optaget af nuancer, kontekst og proportioner, som kan bidrage til at sætte en begivenhed ind i dens rette sammenhæng? Er man i stedet bare drevet af et ønske om at få reaktioner på det, man laver? Det lykkes jo bedst, hvis man vinkler så skarpt som muligt – i dette tilfælde har man som beskrevet ovenfor vinklet skarpere, end der var belæg for – for så kan det være, at politikere føler sig kaldet til at reagere.
PR-geniet Browder
Trækker jeg det for skarpt op?
Muligvis, men det er alt sammen en del af historien om “troldmanden” Bill Browder.
Browder er et PR-geni, en medieskabt heltefigur, der mestrer kunsten at generere overskrifter og fremme sin version af sandheden. Godt hjulpet af pressen. Det er tankevækkende at følge, hvordan han boltrer sig som en fisk i vandet hos medierne og blandt politikere, mens han bliver fåmælt og demonstrerer en hukommelse, der er hullet som en si, når han under vidneansvar bliver afhørt af advokater og dommere, der har sat sig ind i sagerne.
Browder har gennem et årti skubbet sin afdøde skatterådgiver foran sig og har på den måde fået hans navn, Magnitskij, på lovgivning i USA, der sanktionerer embedsmænd og forretningsfolk, som har været involveret i sagen mod Browder og hans skatterådgiver i Rusland. Han fører en kampagne for at få vedtaget lignende lovgivning overalt i Vesten. Han er tilhænger af en kompromisløs og konfrontatorisk linje over for Moskva og er i den egenskab blevet en central figur i den nye kolde krig mellem Rusland og Vesten.
Magnitskij-historien og Browders kultivering af medierne er ikke den eneste forklaring på hans gennemslagskraft. Han har på yderst kompetent vis udnyttet populære fjendebilleder i sin kommunikation med omverdenen: finanssektoren og Rusland. Han har udnyttet dem så effektivt, at stort set ingen har udfordret hans fortælling. Fjendebillederne er ikke taget ud af den blå luft. De er opstået som følge af konkrete begivenheder. Finanskrisen ramte mange almindelige mennesker hårdt, mens ingen af de ansvarlige blev straffet for deres fejlgreb. Tværtimod fortsatte de med at hæve tårnhøje gager og bonusser. Det udløste berettiget vrede og forargelse. Det billede har også smittet af på Danske Banks omdømme og har i den aktuelle sag efterladt indtrykket af en flok grådige og halvkriminelle topchefer, der var impliceret i hvidvask. Billedet har gjort offentligheden modtagelig for Browders budskab og svækket viljen til også at se med kritiske øjne på ham.
Koldkrigsretorik
Det andet fjendebillede er Rusland, og især Vladimir Putin. Browder har siden udbruddet af den nye kolde krig markedsført sig som Putins fjende No. 1, og det har automatisk givet ham en solid platform på det godes side. Ruslands anneksion af Krim i 2014, prorussiske oprøreres nedskydning af et malaysisk fly, krigen i det østlige Ukraine og attentatforsøget i Storbritannien mod en tidligere GRU-officer og britisk spion og hans datter har alt sammen bidraget til opfattelsen af Rusland som en trussel mod Vesten. Browder har brugt fjendebilledet til at stemple alle med kritiske spørgsmål som russiske agenter eller som Putins nyttige idioter.
Browders selvbestaltede rolle som Vestens førende menneskerettighedsforkæmper kan imidlertid vise sig at ramme os som en boomerang og blive en gave til Putin og andre autoritære ledere, når det viser sig, at hans historie hviler på et falskt grundlag.
For hvor dybt stikker vores idealer, hvis en mand med en blakket fortid, sin formue i skattely og en kampagne for menneskerettigheder baseret på falske oplysninger kan skubbe dem foran sig for at fremme personlige interesser? Og gavner det opbakningen til vores idealer, når politikere uforbeholdent støtter sådan en kampagne, alene fordi den tjener geopolitiske interesser?
Læs anmeldelse
Dette er forordet til bogen “Troldmanden: Historien om Danske Bank, hvidvask og manden, der bedrog verden” af Lars Abild og Birgitte Dyrekilde, der udkommer mandag 12. august. Bill Browder og Berlingske afviser kritikken i to indlæg, der kan findes på borsen.dk/opinion samt i avisen torsdag 8. august og fredag 9. august.